Fonden

Dansk Laksefond er en alment velgørende fond, der arbejder for at forbedre forholdene for den vilde nordatlantiske laks i Danmark.

Dansk Laksefond ønsker at gøre offentligheden opmærksom på de udfordringer der findes i og omkring de danske laksevandløb, og vi henvender os til politikere og fagpersoner for at fremme vilkårene for laksen.

Dansk Laksefond modtager støtte fra privatpersoner og virksomheder samt offentlige tilskud. Vi vil på den bedste og økonomisk forsvarlige måde nå vores mål. 

Vision

Det er Dansk Laksefonds vision, at der igen skal være store, naturligt reproducerende bestande af laks i alle danske laksevandløb i hele deres udstrækning. 

Dansk Laksefond vil sikre vandløbenes frie løb og arbejde for at fjerne alle forhindringer og ønsker mere fokus på prædatorernes indvirkning på laksen og alle andre udfordringer, som truer laksen i Danmark.

Et ikon af en fisk

Atlanterhavslaksen er fiskenes rockstjerne. På én gang hjemmefødning og globalist. Laksen fødes i den øvre å og drager så på eventyr ud i verden for at vokse sig stor og stærk.

Senere vender laksen loyalt hjem igen. Tilpasningsduelig ud over alle grænser. Fra at være midt i Atlanterhavet med hundrede af meter vand under bugen i mørkt vandunivers til nærmest at kravle rundt i gydegruset i åen. Fra ferskvand til saltvand og tilbage igen. Laksen er smuk, elegant, stærk og målbevidst.

Begejstringen for denne naturkraft er baggrunden for Dansk Laksefond.

 

Strategi og samarbejde

Dansk Laksefond arbejder tæt sammen med de foreninger, der administrerer laksevandløbene i Danmark, Danmarks Sportsfiskerforbund og andre organisationer, der arbejder for den vilde laks' trivsel.

Dansk Laksefond tager udgangspunkt i videnskabeligt dokumenterede oplysninger, som vi lægger til grund for vores arbejde.

Dansk Laksefond vil søge at forbedre sine indtægter ved faste sponsorater fra større virksomheder. Fonden vil opsøge potentielle private sponsorer, som kunne tænkes at bidrage.

Dansk Laksefond påvirker lokale og nationale beslutningstagere til at skabe bedre levevilkår for laksen.

Dansk Laksefond yder økonomisk støtte til vandløbsprojekter.

Dansk Laksefond medvirkede til etableringen af Danmarks Center for Vildlaks.

Konferencer for laksen

Hvert andet år afholder Dansk Laksefond en konference for laksen.

Laksekonferencen er et vigtigt mødested for ildsjæle, forskere, foreninger og myndighedspersoner med relation til bevarelsen af den vilde atlanterhavslaks. Her mødes 100-150 engagerede personer som er optaget af, hvordan vi stopper nedgangen i Danmark og internationalt for den ikoniske fisk. En fisk som med sine lange migrationer mellem Danmark og Ishavet og som med sin trofasthed overfor den å, hvorfra den engang blev født, fortsætter med at forundre og fascinere.

Næste laksekonference afholdes den 23. oktober 2026 i Sdr. Felding.

Mere info om konferencen her

Bestyrelsen

Dansk Laksefonds bestyrelse repræsenteres af:

Christian Wedell Neergaard (formand)

Arne Kvist Rønnest (næstformand)

Jens Hillingsø (kasserer)

Søren Larsen

Thomas Hinnerskov

Michael Grimm

Niels Jepsen

Kontakt

Bestyrelsesformanden kan kontaktes på

tlf. 40 15 22 23 eller på mail: bestyrelse@laksefonden.dk